Sådan får du mere ud af din video
Gæsteindlæg af tekstforfatter og kommunikationsrådgiver Majbritt Lund
Video er et effektiv værktøj i din markedsføring. Og hvis du formår at udnytte videoens potentiale, kan du få rigtig meget ud af din markedsføringsindsats. I dette blogindlæg giver den erfarne tekstforfatter og kommunikationsrådgiver Majbritt Lund sit bud på, hvordan du får endnu mere ud af din video.
Brug video til at understøtte kunderejsen
At video er effektiv markedsføring er en gammel nyhed. Derfor bruger de fleste virksomheder også video mindst ét sted på kunderejsen. Ofte i annoncer, på sociale medier eller på hjemmesiden. Selv mindre virksomheder prioriterer video i deres markedsføringsbudget, så de kan fokusere på andre opgaver, mens videoen arbejder for dem.
Din videofilm kan virke hele vejen gennem kunderejsen. Den kan både skabe opmærksomhed om dig, dit firma eller produkt overfor en ny kundegruppe. Den kan modne motivationen for at købe. Og endeligt overbevise kunderne om, at de skal handle nu.
Derfor skal du være opmærksom på hele den digitale kunderejse for at få det fulde udbytte af din film. For med få greb kan du få mange flere til at se videoen, ligesom du kan øge sandsynligheden for, at kunden køber eller kontakter dig, efter han har set videoen.
Jo flere seere, jo flere potentielle kunder
Uanset hvor på kunderejsen du bruger din video, skal du have flest mulige – af de rette – til at se videoen, så den kan skabe mest mulig værdi for dig. Din fordel er, at udgifterne er de samme, uanset hvor mange der ser filmen. I modsætning til annoncering, hvor du skal blive ved med at betale.
Nogle af de mest oplagte steder at vise filmen er:
- på din hjemmeside. Eventuelt på flere af undersiderne
- i dit nyhedsbrev
- på de sociale medier
Det er et langt, sejt træk at optimere besøgstallene på hjemmesiden og få flere læsere på nyhedsbrevet. Og det kan være en svær opgave. Så hvis du vil optimere den digitale kunderejse på den korte bane, vil det ofte være både nemmere og hurtigere at connecte med de rette kontakter på de sociale medier. Der har du et stort publikum, der kan få glæde af videoen, når du deler den her.
En af de mange fordele ved film er, at de tiltrækker øjet. Derfor virker de rigtig godt på sociale medier. Særligt på medier som LinkedIn, hvor mange deler tekst eller i bedste fald stillbilleder. Så en nem vej til et hurtigt publikum kan også være at bruge filmen i en annonce.
Har du allerede en velbesøgt hjemmeside og et velfungerende nyhedsbrev, vinder du endnu mere ved at få produceret en eller flere videofilm. Nyhedsbrevet kan bringe videoen direkte ud til et stort, loyalt publikum med få klik, ligesom en video på hjemmesiden rammer nye besøgende anderledes direkte, end en tekst gør.
Hvad skal din video føre til?
Som med alt andet content markedsføring skal du også have en strategi for, hvad seerne skal gøre, efter de har set videoen.
Dit slutmål er sikkert at sælge. Men hvis strategien er, at videoen skal føre seerne forbi et andet delmål på vejen mod at købe, skal du lægge en strategi for det.
En klassisk fejl på alle steps i kunderejsen er at antage, at potentielle kunder selv kan regne ud, hvad de skal. Det kan de ikke. Og selv hvis de kunne, er de sjældent lige så fokuserede, når de ser din film, som du ville ønske dig. Derfor skal det være meget tydeligt, præcist hvad de skal gøre, umiddelbart efter de har set filmen.
Det kan være at
- læse mere på hjemmesiden
- købe et produkt
- booke møde
- stille spørgsmål
For at opnå såvel mål som delmål er det vigtigt, at du også gennemgår de trin, der ligger umiddelbart efter din video på kunderejsen:
Skal læseren læse mere eller købe direkte på hjemmesiden, så læs teksten igennem igen, så du sikrer, at han får svar på alle de spørgsmål, han måtte have efter at have set videofilmen.
Skal han købe direkte i shoppen, skal du også sikre, at produktbilledet + beskrivelsen af produktet matcher indholdet i videoen. Det er med til at understøtte, at din kommende kunde bliver bekræftet i, at det er en god ide at købe dit produkt.
Er dit delmål, at kunden skal booke et møde, øger du sandsynligheden for, at han gør det, ved at give ham mulighed for at booke direkte i en onlinekalender. Skriv hvor lang tid han skal booke, og gentag gerne, at mødet er gratis (hvis det er tilfældet), så han ikke kommer i tvivl.
Sørg også for at have rigeligt med ledige tider i de perioder, hvor du selv deler din video med et større publikum eller annoncerer. Skal kunden vente længe på et møde, kan det være, han kommer fra det igen, og så kan du have spildt dine annoncekroner, og du har ikke fået det fulde udbytte af videoen.
Lægger du op til at kunden kan stille et konkret spørgsmål per telefon, så skriv både telefonnummer + telefontid.
Afsluttende bemærkning
Hvis du optimerer på nogle af de her punkter for at få mere ud af din video, får du samtidig en anden gevinst. For din samlede markedsføring virker også bedre for alle de kunder, der kommer via andre kanaler end din video. Så det er bare med at komme i gang.
Om skribenten
Majbritt Lund er oprindeligt uddannet journalist og har været selvstændig tekstforfatter og kommunikationsrådgiver siden 2007. Hun rådgiver sine kunder om markedsføring, skriver hjemmesidetekster og nyhedsbreve og underviser kunderne i at skrive selv.
Hvis du vil høre mere om, hvordan I kan benytte video strategisk som en del af jeres kommunikation, så kontakt os på mobil +45 30 22 69 29 eller mail bettina@augenblick-film.dk.
Du er også velkommen til at besøge os i vores kontor i Søborg, Vandtårnsvej 62 – vi er altid friske på en kop kaffe og en uforpligtende snak om muligheder med video.
Hvis du er til mere video-inspiration, så skriv dig op til vores nyhedsbrev, hvor vi deler ud af viden og inspiration omkring video og marketing, og bliv inviteret med næste gang vi afholder webinar.